
Quaq-quaq




Stort og småt vendes “der er IKKE fejet noget …”
Kender du det med, at der kommer en tanke, en ide’ til dig? Det kan være en tidlig morgen, hvor du halvt sover, halvt er vågen at tanken kommer. Det kan også være mens du laver mad, slår græs, cykler, går en tur. Sådan, lige pludselig, og ud af det blå, kommer der en tanke, en ide´ flyvende som du er heldig at gribe. Nærmest som “Blowing in the wind”.
En tanke, og for dig – en helt ny en. En rigtig god en som …….. Og pludselig, PUFF! Så sker det et eller andet og den er væk. Hvor blev den af? Du havde den jo lige. Nu nærmest som “Gone with the wind”.
Og hvad var det nu ved den tanke som var så godt? Du prøver, og prøver, at tænke tanken tilbage, men opdager, at du ikke lige kan få den tilbage. Hvad var det nu for en god ide´ du havde i tankerne? Du nærmest går og leder efter tanken. Hvad var det nu det var og hvor blev den af? Til sidst må du måske tage til takke med, “nåårh, det var nu nok heller ikke så vigtigt”. Men et eller andet sted i din hukommelse, langt inde, ved du at der er noget.
Så derfor “ HA´ ALTID EN BLYANT OG PAPIR I NÆRHEDEN AF DIG”.
Ja, tanker kan være flygtige. De kan fordampe og forsvinde op i det blå og ud i de glemte tankers hav. Måske kommer den tilbage med tidevandet og skyller op på hukommelsens strand. Måske når du at samle den op, får den tøjret og bundet fast i din hukommelse, inden den vil prøve at skylle bort igen?
Tanker har nogen gange deres eget liv. Af og til et vildt liv som ikke er til at styre. Andre gange stillestående, hvor man kan tænke “ Hallo – er der nogen der inde?” Til tider forstyrrende som perler der triller af en knækket snor. Ruller af sted uden sans og samling, hulter til bulter. Noget værre roderi.
Hjernen skulle bl.a. være lavet af neuroner, der udveksler elektroniske signaler alt fra 20 til 1.000 gange i sekundet. Så der er meget stor forskel i hjerneaktiviteten, og det meste af det når aldrig op til overfladen for at blive en bevidst tanke.